-
Pausefyldt turistfælde numero uno
Jeg ved ikke, om jeg kan kalde det en decideret turistfælde, når det er en tur, vi selv har booket…
Om ikke andet, blev vi i hvert fald hentet af en minivan mandag formiddag og kørt halvanden time nordpå, hvor vi blev sat af ved Extreme Adventure i den mexicanske “jungle”. Her skulle vi i løbet af de næste par timer køre på atv, bade i en cenote og zipline i trætoppene.
Efter ankomst brugte de, de første 20 minutter på at forsøge at sælge os opgraderinger til vores i forvejen betalte tur. Flere ture på ziplinen, en privat cenote, bedre udstyr til atv-turen…
Der kom flere og flere mennesker til, og da vi var samlet omkring 50, sprang der pludselig en fuldt udklædt høvding frem fra buskene og begyndte at spille fløjte og trommer. En løve og en ørn sluttede sig til det musikalske nummer og kæmpede en brav kamp – både mod hinanden, men også om drikkepengene.
Vi blev sat sammen i grupper af 15-20 personer, fik en kort sikkerhedsinstruktion og kom så endelig af sted mod første aktivitet: atv-tur i junglen. Vi blev sat på hver vores atv, og fik at vide at vi skulle køre på én lang række. Michael og jeg lå forrest i feltet og blev gang på gang stoppet, så vi kunne vente på de bagerste. Vi holdt stille langt mere end vi kørte…
Den aktivitet var hurtigt overstået, og så skulle vi lige pludselig have en ‘tequila tasting’ – det havde vi ikke lige set nogle steder, men fint nok. Det her er ikke bare en tasting, der er faktisk “tequila school”, forklarede Raul, der havde taget jobbet som læremester på sine skuldre. Vi havde jo egentlig mest bare lyst til at komme videre og at fortsætte ud til cenoten, men Raul havde en frygtelig masse at fortælle om tequila…
Langt om længe blev vi kørt ud til Cenote Verde Lucero, som faktisk var ret fin, og med en rebgynge, så man kunne svinge sig ud i vandet. Ret praktisk, for de cenoter vi har besøgt hidtil har været rimelig kolde, men når man hænger der for enden af et reb, er der ingen anden vej end at hoppe i det kolde vand – forfriskende.
Vi hyggede os ved cenoten i de 20 minutter, hvor vi fik lov til at bevæge os frit uden en turguide, der enten skyndte på os eller fortalte os præcis hvad vi skulle gøre. Time’s up!, kaldte Eric og vi blev ledt tilbage til deres hovedkvarter, hvor vi blev fortalt om næste og sidste aktivitet: ziplining! Faktisk det, vi havde glædet os mest til, for vi havde en mega fed zipline-tur på Bali.
Der blev sat nogle klare retningslinjer for os: I må ikke røre ved NOGET! Der står guider på hver side af linerne, som hægter jer af og på. I skal ikke engang tænke på at bremse selv…
I løbet af de næste 20 minutter i trætoppene ziplinede vi nok sammenlagt i 2,5 minutter – resten blev brugt på at stå i kø.
Vi brugte størstedelen af dagen på at takke nej til tilkøb, så sorry, Extreme Adventures – det bliver altså ikke en anbefaling fra os…
Sikke en lang historie – men hold op, det føltes også som en lang dag.
Det er stadig fantastisk at være i Mexico – vi kan ikke være lige heldige hver gang 😉
-
Langsom livsstil ved Mexicos kyst
Vi er, efter en uges tid inde i landet, ankommet til Yucatans østkyst. Her er pulverhvide sandstrande, skyggende palmer og en overflod af god mad og drinks. Hvor den første uge har budt på flest kulturelle indslag, er jeg ret sikker på, at feriens resterende dage hovedsageligt bliver en konkurrence om at få mest sol.
Vi er kommet helt, helt ned i gear og har hurtigt tilpasset os den langsomme rytme i Tulum. Vi står sent op, ligger og soler os på stranden hele dagen under palmerne, og spiser en sen aftensmad på byens pulserende hovedgade.
Sent hen ad formiddagen bevæger hele Tulums befolkning og gæster sig de cirka to kilometer ned til stranden. Her er øjeblikkelig visuel forkælelse i form af azurblåt hav, kridhvidt strandsand og meterhøje palmer.
Stranden vibrerer af liv med massevis af strandklubber, turister og sælgere, der byder på frisk frugt eller drømmefangere – jeg tror, det meste kan skaffes, hvis man spørger den rette.
Jeg bruger dagen på stranden på at læse, og Michael spiller skak på telefonen og får massage. Selvfølgelig kun afbrudt af en dukkert eller en frokostservering med iskolde drikkevarer i varmen.
Når vores hud ikke kan suge mere sol til sig for dagen, bevæger vi os retur til vores fine hotel, hvor vi tager et par tiltrængte timer i skyggen. Ovenpå et tykt lag after sun går turen ind til hovedgaden.
Byens hoteller og restauranter er alle rustikke og charmerende. Der er så mange spisesteder, at det kan være svært at vælge. Det går som regel ikke hurtigt med serveringen på restauranterne, men det gør ikke så meget, for vi er sjældent nået at blive sultne i varmen ovenpå en inaktiv dag med en stor frokost.
Når vi er tilpas mætte (igen) og har fået dagens sidste øl, slentrer vi ned igennem byen. Hovedgaden bugner af butikker med smukt boheme-tøj og fine mexicanske butikker, hvor der kan købes farverige ferieminder og alverdens pudebetræk og hængekøjer.
Med endnu en souvenir i hånden, kalder vores hotelværelse på os for natten.
Næsten præcis sådan er de seneste tre dage gået i Tulum, og vi forventer at holde nogenlunde samme stil, når vi i morgen tager mod kystbyen Playa del Carmen.
-
Lyserød mandag og bølgegang
Det var et klart mål for ferien hjemmefra, at vi skulle se flamingoer i Mexico!
Vi slog base i Merida, og derfra kørte vi i vores lejede VW Vento til Yucatans østkyst til en lille by ved navn Celestún. En skøn lille strandby med rækkevis af pastelfarvede huse og kilometervis af hvid sandstrand.
Det lykkedes os at parkere næsten helt nede ved stranden, og vi nåede ikke at gå særligt længe, før vi første gang hørte “flamingo tour?”. Vi havde undersøgt i forvejen, hvilken prisklasse sådan en tur lå i, så da vi blev tilbudt en tur til 400 MX$ (knap 150 danske kroner), sagde vi ja tak.
Vi blev peget ned til en båd i vandkanten, hvor en ung, mexicansk fyr hjalp os op i båden, mens han snakkede spansk. Si, si. Vi delte båden med en lille mexicansk familie, der undervejs på turen forsøgte at agere oversættere.
Vi blev med fuld fart over feltet sejlet ned ad kysten, sat af og kørt med tuk tuk ind i en charmerende bugt, hvor solen bagede fra oven. Der gik ikke længe, før vi spottede de første lyserøde flamingoer, og ekstasen var enorm!
I det øjeblik vores tuk tuk gjorde holdt, sprang vi alle ud og begav os ned mod vandkanten, hvor en stor flok flamingoer havde gjort hold. De skrålede, baskede med vingerne og gjorde sig til, mens mit kamera knipsede løs – dét skulle foreviges!
De var større og mere lyserøde, end jeg havde turde håbe på, og så virkede de ikke til at have noget imod, at jeg gik helt ned til vandkanten; kun ca. 20 meter fra dem.
Vores unge guide og kaptajn var godt i gang på spansk, og den mexicanske familie lod til at være meget interesserede og stillede masser af spørgsmål, så vi havde god tid til at betragte og fotografere den imponerende flamingoflok imens.
Da vi havde fået nok flamingoopvisning på kontoen blev vi ledt tilbage til båden, som derfra sejlede os igennem snoede, smalle kanaler i en mangrove. Der kan godt være krokodiller, oversatte den mexicanske mor, og mine hænder og fødder holdt sig automatisk langt indenfor bådens kanter.
Vi spottede – til Michaels ærgrelse – ingen af de grønne, skællede dyr. Til gengæld så vi masser af pelikaner, hejrer og en enkelt ørn!
Vi var kommet af sted på tur på en dejligt blæsende dag, så vi oplevede nogle rimeligt store bølger på hjemturen. Og vores kaptajn havde tydeligvis en deadline, for der blev ikke sparet på motorkraften, da vi skulle tilbage til stranden. Jeg er ret overbevist om, at der var øjeblikke, hvor bunden af båden slet ikke rørte vandoverfladen. Vi havde sådan en fart på hen over de høje bølger, at vi blev skudt op i luften og landede igen på vandet med et ordentligt brag, der rykkede i hele båden.
Heldigt for os lider ingen af os af søsyge, og vi blev sat sikkert af i land – en stor (lyserød) oplevelse rigere.
-
Solopgang og en himmelfuld luftballoner
Klokken 05:00 mexicansk tid blev vi vækket, og det var intet problem at stå op for vores jetlagramte kroppe, der nok egentlig syntes det var på tide, at vi kom ud af fjerene.
Vi blev hentet af et par mexicanere og der blev ikke sparet på gassen, da vi blev kørt cirka en time ud af Mexico City til Teotihuacán-ruinerne. Eller rettere; til en stor mark kort fra ruinerne hvor der var plads til at pumpe ti store luftballoner op.
Ballonerne blev større og større, mens vi stod og varmede os under terrassevarmere, og da de begyndte at rejse sig op blev vi guidet over til vores ballon sammen med tre andre par. Op i kurven kom vi, og den eneste regel der var, var at vi skulle bøje i knæene under landingen.
Ovenpå den overkommelige sikkerhedsinstruktion blev der fyret op for flammerne, og så steg vi langsomt til vejrs. Det samme gjorde et halvt hundrede andre luftballoner – vi talte på et tidspunkt til 48.
Man synger næsten helt automatisk Nenas kæmpehit, selvom vi “kun” rundede halvdelen.
Vi fløj ind over tagene på et kæmpestort beboelsesområde inden vi nærmede os Teotihuacán-ruinerne.
Det var et imponerende syn, at se de mange luftballoner bevæge sig fredeligt rundt over de over 2000 år gamle ruiner. Jeg fik sagt forskellige variationer af “hold op, hvor er det flot” i hvert fald 30 gange i løbet af de tre kvarter, vi var i luften.
Da vi landede, poppede vores pilot en flaske bobler – som traditionen foreskriver det, forklarede han. Og så skålede vi med amerikanere, englændere og mexicanere klokken 8 om morgenen. Og sådan startede vores første dag i Mexico.
