Solopgang og en himmelfuld luftballoner

Klokken 05:00 mexicansk tid blev vi vækket, og det var intet problem at stå op for vores jetlagramte kroppe, der nok egentlig syntes det var på tide, at vi kom ud af fjerene.

Vi blev hentet af et par mexicanere og der blev ikke sparet på gassen, da vi blev kørt cirka en time ud af Mexico City til Teotihuacán-ruinerne. Eller rettere; til en stor mark kort fra ruinerne hvor der var plads til at pumpe ti store luftballoner op.

Ballonerne blev større og større, mens vi stod og varmede os under terrassevarmere, og da de begyndte at rejse sig op blev vi guidet over til vores ballon sammen med tre andre par. Op i kurven kom vi, og den eneste regel der var, var at vi skulle bøje i knæene under landingen.

Ovenpå den overkommelige sikkerhedsinstruktion blev der fyret op for flammerne, og så steg vi langsomt til vejrs. Det samme gjorde et halvt hundrede andre luftballoner – vi talte på et tidspunkt til 48.

Man synger næsten helt automatisk Nenas kæmpehit, selvom vi “kun” rundede halvdelen.

Vi fløj ind over tagene på et kæmpestort beboelsesområde inden vi nærmede os Teotihuacán-ruinerne.

Det var et imponerende syn, at se de mange luftballoner bevæge sig fredeligt rundt over de over 2000 år gamle ruiner. Jeg fik sagt forskellige variationer af “hold op, hvor er det flot” i hvert fald 30 gange i løbet af de tre kvarter, vi var i luften.

Da vi landede, poppede vores pilot en flaske bobler – som traditionen foreskriver det, forklarede han. Og så skålede vi med amerikanere, englændere og mexicanere klokken 8 om morgenen. Og sådan startede vores første dag i Mexico.