• Livet

    New kid in town

    Da jeg var yngre (bare lige for at få mig selv til at lyde rigtig gammel…) var jeg sikker på at jeg skulle være en rigtig storbys-pige – sådan en type med lidt Carrie Bradshaw i sig: sådan én der levede af at skrive eller fotografere og boede i en fed lejlighed i en kæmpe by. Altid på farten, altid gang i den, og hele tiden noget nyt at give sig til.

    Siddende på en hyggelig, lokal café med min computer, hvor jeg selvfølgelig er på fornavn med personalet – for det er her jeg sidder og arbejder fra hver dag. Med en latte eller espresso ved min side – for i dén fantasi har jeg lært at drikke kaffe. Skuende ud over Londons travle gader, menneskemængder i Paris eller et pulserende liv i New York.

    Nu er min kæreste og jeg lige flyttet til Gandrup – lillebitte sted. Det er ikke engang en by man kender, hvis ikke man bor indenfor en radius af 20 km. Og det passer mig faktisk rimelig godt…

    (kilde)

    Forestillingen om det vilde liv i Sydney eller Los Angeles er pakket væk, og nu drømmer jeg i stedet om en have, en hund og en husleje, der er til at betale.

    Jeg kommer også selv fra en lille by, så jeg har helt styr på hvad, det handler om. Og indtil videre elsker jeg, at vi ikke kan gå en tur i byen uden at hilse på en håndfuld mennesker, vi kender.

    Ikke særlig rock ‘n’ roll, og ikke nogen Carrie Bradshaw i sigte.

    Jeg kan slet ikke vente.

  • Livet

    Projekt ‘hvad-skal-fremtiden-bringe?’

    Hey Laura, hvad skal du egentlig lave som voksen?

    Ja tak, det må guderne vide – jeg gør i hvert fald ikke…

    Jeg er totalt meget typen, der finder tryghed i hus, hund og have, og så engang imellem sidder jeg til Carl Emil Petersen-koncert og hører “liv før døden”, og så går der lige et par dage, hvor jeg ikke kan finde ro. For det skal man da lige huske, det der med at leve før det ender.

    Og det giver da anledning til at tænke lidt over, hvad det er, jeg gerne vil have ud af livet. For ville jeg være tilfreds med det, jeg har nået, hvis nu skæbnen ville, at det for mit vedkommende skulle ende i morgen? Næ, det tror jeg da ikke jeg ville…

    Jeg har sagt det før, og nu gør jeg det igen: det er altså svært at være i midten af tyverne! Var der nogen, der sagde kvartlivskrise? (eller er livskriser forbeholdt de, der allerede har holdt deres 45. fødselsdag?)

    Instagram er fyldt med succesfulde og passionerede 21-årige, der drøner derudad, og jeg kan slet ikke følge med. Mit livs cykel er godt rusten, og jeg tror også, at forhjulet er punkteret. Hvordan kommer jeg så frem? Og skal det overhovedet være på en cykel?

    Sagt med andre ord, så aner jeg ikke, hvad jeg skal være, når jeg “bliver voksen”.

    Fortsættelse følger…