
New kid in town
Da jeg var yngre (bare lige for at få mig selv til at lyde rigtig gammel…) var jeg sikker på at jeg skulle være en rigtig storbys-pige – sådan en type med lidt Carrie Bradshaw i sig: sådan én der levede af at skrive eller fotografere og boede i en fed lejlighed i en kæmpe by. Altid på farten, altid gang i den, og hele tiden noget nyt at give sig til.
Siddende på en hyggelig, lokal café med min computer, hvor jeg selvfølgelig er på fornavn med personalet – for det er her jeg sidder og arbejder fra hver dag. Med en latte eller espresso ved min side – for i dén fantasi har jeg lært at drikke kaffe. Skuende ud over Londons travle gader, menneskemængder i Paris eller et pulserende liv i New York.
Nu er min kæreste og jeg lige flyttet til Gandrup – lillebitte sted. Det er ikke engang en by man kender, hvis ikke man bor indenfor en radius af 20 km. Og det passer mig faktisk rimelig godt…

Forestillingen om det vilde liv i Sydney eller Los Angeles er pakket væk, og nu drømmer jeg i stedet om en have, en hund og en husleje, der er til at betale.
Jeg kommer også selv fra en lille by, så jeg har helt styr på hvad, det handler om. Og indtil videre elsker jeg, at vi ikke kan gå en tur i byen uden at hilse på en håndfuld mennesker, vi kender.
Ikke særlig rock ‘n’ roll, og ikke nogen Carrie Bradshaw i sigte.
Jeg kan slet ikke vente.

