Rejser

Rejseanekdoter: da vi besejrede Bangkoks spøgelseshotel

25. februar, 2014

Jeg befandt mig i Bangkok med min nye ven Mikkel, som jeg lige havde mødt et par dage tidligere. Vi havde bonded over begge at være danskere, og bestemte os for at rejse det næste stykke sammen. Natten over havde vi derfor slidt os igennem en 14 timer lang bustur fra Krabi til Thailands kaotiske hovedstad.

Vi ankom til vores ‘2 dollars per nat’-hostel lige som solen stod op. Receptionen var ulåst, men personalet var ikke mødt ind endnu. Vi smed vores tasker og gik en morgentur gennem Bangkok, som var overraskende stille så tidligt om morgenen.

Overalt omkring os var der enorme skyskrabere, som vi gik side om side ned ad Bangkoks hovedgade. Men én fangede især vores blik: forladt og med kælenavnet Ghost Tower. Egentlig hedder den 49 etager høje bygning Sathorn Unique, og var bestemt til at blive et luksuskompleks. Det projekt blev efterladt da den finansielle krise ramte Thailand i 1997. Siden da er skyskraberen blevet forladt – de fleste holder afstand til den, fordi der går rygter om at den er hjemsøgt – heraf navnet.

Bygningen var omringet af hegn med advarende skilte, der lovede retsforfølgelse til indtrængere. Nysgerrighed fik dog taget i os, og vi gik straks i gang med at undersøge mulighederne for at komme til tops. Måske fordi vi ikke tænkte helt klart ovenpå kun 1,5 times søvn. Men at komme derop – det var planen!

Da vi fandt et hul stort nok til at vi begge to kunne klemme os igennem hegnet, blev vi nødt til at give det et forsøg.

Første etage var meget mørk, meget fugtig og skræmmende tom.

Der var tydelige tegn på, at bygningen havde stået tom i årevis. Samtidig kunne vi også spotte små tegn, der afslørede at vi nok ikke var de første, der var på besøg. Det tænkte vi ikke videre over, for vi var fast besluttede på at skulle højere op.

Vi fandt rimelig hurtigt et par stillestående og rimelig medtagede rulletrapper, som vi forsigtigt besteg. Vi vidste aldrig, hvad der ville være om næste hjørne. Nervepirrende som det var, ligeså ufattelig spændende var det at bevæge os rundt i en gigantisk, forladt betonbygning, der var tiltænkt så anderledes end skæbne, end det, vi nu gik rundt i.

Da vi forsøgte at komme videre opad, fandt vi, at alle trappeopgangene var grundigt blokerede med metalgitre og tunge hængelåse. Det var rimelig tydeligt, at det ikke just var en turistattraktion det her. Og der var nogen, der ikke havde lyst til at få besøg.

Tilbage på første etage ledte vi efter enhver anden måde at komme opad. Gemt bag en væg så vi pludselig en kvinde liggende på en seng, og en mand knælende ved siden af. Vi kom ikke særlig tæt på, før manden fór op og sprang imod os. Han råbte højt efter os – gentagende gange – at vi skulle komme væk. Forskrækkede og undskyldende skyndte vi os væk, og klemte os lynhurtigt ud igennem hullet i hegnet.

Stadig fast besluttede på at komme derop ledte vi nu på den anden side af hegnet efter en indgang, kun for at opdage at vi ville være nødt til at skulle over taget på en rusten metaltunnel ca. 20 meter over jorden – uden noget at støtte sig til. Tunnelen forbandt Sathorn Unique med et – også forfaldent – parkeringshus.

Vi gik igennem parkeringshuset de syv etager op til taget af tunnelen. Først da vi stod der og kiggede på det rustne tag, gik det op for os, hvor farligt det ville være at kravle over.

For at komme ud på metalbroen skulle vi fra parkeringshuset kravle ud over metalrækværket og herfra dumpe ned på toppen af broen. Vi forsøgte begge to et par gange, men vi kunne simpelthen ikke få os til at give slip fra “rækværket” ved parkeringshuset med tanken om at skulle over broen uden noget at holde fast i.

Virkelig nedslåede over ikke engang at være tæt på at nå i mål med vores mission, måtte vi vende snuden tilbage til vores hostel.

En hurtig powernap på hostlet gav os dog fornyet energi og gåpåmod, og tilbage til spøgelseshotellet gik det! Vi kunne simpelthen ikke forlade Bangkok uden at have sat vores liv en lille smule på spil.

Da vi kom tilbage til målet nåede vi kun at stå et kort øjeblik under metalbroen, da en franskmand stak hovedet ud fra en balkon på 7. etage. Han råbte ned til os, om vi ledte efter en indgang, og vi skyndte os at råbe ja! og håbede inderligt at han havde et alternativ til den rustne metalbro.

Det havde han ikke. Men at se ham rende tilbage over metalbroen, gav os lige akkurat nok mod til at give det et forsøg selv. Og inden længe stod vi på den rigtige side af broen. Adrenalinen pumpende og klar til at bestige de 49 etager til toppen!

Det var lige dele skræmmende og fascinerende.

Det var ikke noget vi tænke yderligere over, men bygningen var tydeligt i forfald; der lå gamle byggematerialer overalt, der var store huller i gulvene og vægge, der var kollapsede. Elevatorskakte var åbne, og var det ikke for mørket ville vi kunne se alle 49 etager ned. Flere steder udenfor var der ikke længere rækværker (ellers havde der aldrig været det), men i stedet frit fald de mange etager ned.

Vi var de eneste to i bygningen, og vi tog al tid i verden til at udforske de forskellige etager. På vejen på så vi ødelagte badekar, ubrugte tagplader og vigtige budskaber foreviget i graffiti. Vi blev væk fra hinanden nogle gange, når vi tilfældigvis vandrede i hver sin retning, og vi måtte råbe efter hinanden i den ekkoende bygning for at finde sammen igen.

Det var en helt vild tur derop, og det tog timer at nå toppen. Herfra skulle vi klatre over et rustent jerngitter for at nå en platform, hvorfra udsigten ud over Bangkok var fuldstændig fantastisk.

Vi sad deroppe på kanten med Bangkok langt under vores fødder og delte en sandwich (som vi egentlig havde medbragt i tilfælde af, at vi skulle bestikke nogen til at lukke os ind).

Følelsen sidder stadig i mig; følelsen af adrenalin og følelsen af at være på toppen af verden og være uovervindelig.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *