Rejser

1 pige 1 backpack | solorejser

Siddende på bænk et sted i Europa med min backpack

Jeg tror, jeg har været bidt af at rejse, siden jeg var barn. Det har altid betydet nye oplevelser, nye indtryk og frihed.

Rejsegenet er helt sikkert arvet efter min mor – lige siden jeg kan huske, har jeg været med hende på tur. Min far kan også nogle gange lokkes med, men han er slet ikke ligeså vild efter det, som damerne i hans familie 😉

Jo ældre jeg er blevet, jo mere er jeg dog også begyndt at rejse uden min mor; først med veninder og siden solorejser.

Og det der med solo – det er noget, der giver mange reaktioner. Der er rigtig mange, der antager, at det er farlig for kvinder at rejse solo. Og jo jo, man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, men det skal man nu også som solo-rejsende hankøn. Det bør i hvert fald ikke skræmme nogen væk fra at rejse alene ud i verden.

Jeg var 19 år, da jeg for første gang tog helt alene af sted i mit første sabbatår. Dengang hed destinationerne Vietnam, Thailand og Indien. Op til min afrejse blev jeg mødt af rigtig mange bekymrede miner fra familie og venner.

Dengang var jeg egentlig lidt uforstående overfor dem alle og lovede, at “ja ja, jeg skal da nok passe på”. Jeg havde simpelthen ikke tænkt over, at det på nogen måde kunne være mere farligt at tage af sted som alene ung pige/kvinde.

Jeg var totalt frygtløs i starten af mine 20’ere, og jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har følt mig særlig utryg på nogle af mine solorejser. Der er en form for ro ved fremmede steder, for man ved alligevel ikke hvad, man skal forvente.

Mine forældre har altid sørget for at give mig rimeligt frie tøjler. Der har ikke været nogle belærende formaninger, og jeg har selv fået lov at prøve mig frem i livet. Min opvækst har være tryg, så jeg tror det har været sundt og udviklende at søge nogle udfordringer.

“man skal møde nogle bakterier for at kunne opbygge en modstand”

Da jeg var 12, var min familie og jeg i Egypten, hvor vi er kommet meget. Vi var på besøg hos en egyptisk familie i Kairo, som havde en datter. Vi forstod ikke hinanden, men vi var på cirka samme alder, så selvfølgelig var vi venner! Imens mor drak te med forældrene, trak pigen, Aya, mig med ned på Kairos travle gader. Her løb vi hånd i hånd i de pulserende og levende gader, mens Aya ivrigt introducerede mig for sine venner, hver gang vi kom forbi nogen, hun genkendte.

Jeg har altid fået lange tøjler til at begive mig ud på egen hånd. Min mor og jeg har tit snakket om, hvordan det mon har været med til at forme mig, at jeg har fået lov til at udforske uden nogen at støtte mig op ad. Det kan godt være, det har været med til, at give mig mod til at rejse alene ud i verden, hvem ved.

Jeg har i hvert fald elsket det siden. Jeg elsker at rejse med venner og familie, og jeg elsker ligeså meget solorejser.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.