Jeg tror, jeg har været bidt af at rejse, siden jeg var barn. Det har altid betydet nye oplevelser, nye indtryk og frihed.

Rejsegenet er helt sikkert arvet efter min mor – lige siden jeg kan huske, har jeg været med hende på tur. Min far kan også nogle gange lokkes med, men han er slet ikke ligeså vild efter det, som damerne i hans familie 😉

Jo ældre jeg er blevet, jo mere er jeg dog også begyndt at rejse uden min mor; først med veninder og siden solorejser.

Og det der med solo – det er noget, der giver mange reaktioner. Der er rigtig mange, der antager, at det er farlig for kvinder at rejse solo. Og jo jo, man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, men det skal man nu også som solo-rejsende hankøn. Det bør i hvert fald ikke skræmme nogen væk fra at rejse alene ud i verden.

Jeg var 19 år, da jeg for første gang tog helt alene af sted i mit første sabbatår. Dengang hed destinationerne Vietnam, Thailand og Indien. Op til min afrejse blev jeg mødt af rigtig mange bekymrede miner fra familie og venner.

Dengang var jeg egentlig lidt uforstående overfor dem alle og lovede, at “ja ja, jeg skal da nok passe på”. Jeg havde simpelthen ikke tænkt over, at det på nogen måde kunne være mere farligt at tage af sted som alene ung pige/kvinde.

Jeg var totalt frygtløs i starten af mine 20’ere, og jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har følt mig særlig utryg på nogle af mine solorejser. Der er en form for ro ved fremmede steder, for man ved alligevel ikke hvad, man skal forvente.

Mine forældre har altid sørget for at give mig rimeligt frie tøjler. Der har ikke været nogle belærende formaninger, og jeg har selv fået lov at prøve mig frem i livet. Min opvækst har være tryg, så jeg tror det har været sundt og udviklende at søge nogle udfordringer.

“man skal møde nogle bakterier for at kunne opbygge en modstand”

Da jeg var 12, var min familie og jeg i Egypten, hvor vi er kommet meget. Vi var på besøg hos en egyptisk familie i Kairo, som havde en datter. Vi forstod ikke hinanden, men vi var på cirka samme alder, så selvfølgelig var vi venner! Imens mor drak te med forældrene, trak pigen, Aya, mig med ned på Kairos travle gader. Her løb vi hånd i hånd i de pulserende og levende gader, mens Aya ivrigt introducerede mig for sine venner, hver gang vi kom forbi nogen, hun genkendte.

Jeg har altid fået lange tøjler til at begive mig ud på egen hånd. Min mor og jeg har tit snakket om, hvordan det mon har været med til at forme mig, at jeg har fået lov til at udforske uden nogen at støtte mig op ad. Det kan godt være, det har været med til, at give mig mod til at rejse alene ud i verden, hvem ved.

Jeg har i hvert fald elsket det siden. Jeg elsker at rejse med venner og familie, og jeg elsker ligeså meget solorejser.

Da jeg var 12, købte mine forældre et feriehus i Egypten. Det var egentlig tænkt som en investering, men så gik der nogle år. Og da Det Arabiske Forår havde gjort sit indtog, var Hurghada, hvor vores hus lå, kun en skygge af sig selv, og man skulle være heldig, hvis man kunne sælge uden tab.

Det er egentlig også ligemeget, for vi har nydt at have huset dernede, og har besøgt landet minimum én gang årligt siden – lige indtil Corona selvfølgelig, og jeg savner det!

Egypten kan både være badeferie, kulturel ferie, fest og farver, fantastiske solnedgange, øjenåbnende, eventyrlig og overvældende på én gang. Jeg har haft utallige fantastiske oplevelser i Egypten, og landet har en helt speciel plads i mit hjerte.

Som 12-årig løb jeg rundt i Cairos gader med en jævnaldrene egyptisk pige, mens min mor drak te med pigens forældre. Som 14-årig kørte jeg med min familie rundt i ørkenen på atv’er og så solnedgangen forsvinde bag bjergene. Som 16-årig havde jeg mine fire bedste veninder med hjemmefra og tog i byen for første gang på en strandbar. Som 21-årig tog jeg for første gang min kæreste med til Egypten og har siden haft ham med flere gange og også fået ham overbevist om, hvor fantastisk et land det er. Som 25-årig skulle jeg have været i Egypten for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, men fik rejsen aflyst et par uger inden afrejse på grund af Corona – og jeg har ikke været der siden…

En tur til Egypten kan indeholde Pyramiderne, Kongernes Dal og Karnaktemplet, men en tur til Egypten kan også handle om at absorbere så meget vitamin D som muligt. At stå sent op, tage til stranden; skiftevis svømmende og solbadende, spise sen aftensmad, drikke farverige drinks.

Betragt det bare som en kærlighedserklæring til landet – jeg er faldet i med begge ben!

25. februar, 2014

Jeg befandt mig i Bangkok med min nye ven Mikkel, som jeg lige havde mødt et par dage tidligere. Vi havde bonded over begge at være danskere, og bestemte os for at rejse det næste stykke sammen. Natten over havde vi derfor slidt os igennem en 14 timer lang bustur fra Krabi til Thailands kaotiske hovedstad.

Vi ankom til vores ‘2 dollars per nat’-hostel lige som solen stod op. Receptionen var ulåst, men personalet var ikke mødt ind endnu. Vi smed vores tasker og gik en morgentur gennem Bangkok, som var overraskende stille så tidligt om morgenen.

Overalt omkring os var der enorme skyskrabere, som vi gik side om side ned ad Bangkoks hovedgade. Men én fangede især vores blik: forladt og med kælenavnet Ghost Tower. Egentlig hedder den 49 etager høje bygning Sathorn Unique, og var bestemt til at blive et luksuskompleks. Det projekt blev efterladt da den finansielle krise ramte Thailand i 1997. Siden da er skyskraberen blevet forladt – de fleste holder afstand til den, fordi der går rygter om at den er hjemsøgt – heraf navnet.

Bygningen var omringet af hegn med advarende skilte, der lovede retsforfølgelse til indtrængere. Nysgerrighed fik dog taget i os, og vi gik straks i gang med at undersøge mulighederne for at komme til tops. Måske fordi vi ikke tænkte helt klart ovenpå kun 1,5 times søvn. Men at komme derop – det var planen!

Da vi fandt et hul stort nok til at vi begge to kunne klemme os igennem hegnet, blev vi nødt til at give det et forsøg.

Første etage var meget mørk, meget fugtig og skræmmende tom.

Der var tydelige tegn på, at bygningen havde stået tom i årevis. Samtidig kunne vi også spotte små tegn, der afslørede at vi nok ikke var de første, der var på besøg. Det tænkte vi ikke videre over, for vi var fast besluttede på at skulle højere op.

Vi fandt rimelig hurtigt et par stillestående og rimelig medtagede rulletrapper, som vi forsigtigt besteg. Vi vidste aldrig, hvad der ville være om næste hjørne. Nervepirrende som det var, ligeså ufattelig spændende var det at bevæge os rundt i en gigantisk, forladt betonbygning, der var tiltænkt så anderledes end skæbne, end det, vi nu gik rundt i.

Da vi forsøgte at komme videre opad, fandt vi, at alle trappeopgangene var grundigt blokerede med metalgitre og tunge hængelåse. Det var rimelig tydeligt, at det ikke just var en turistattraktion det her. Og der var nogen, der ikke havde lyst til at få besøg.

Tilbage på første etage ledte vi efter enhver anden måde at komme opad. Gemt bag en væg så vi pludselig en kvinde liggende på en seng, og en mand knælende ved siden af. Vi kom ikke særlig tæt på, før manden fór op og sprang imod os. Han råbte højt efter os – gentagende gange – at vi skulle komme væk. Forskrækkede og undskyldende skyndte vi os væk, og klemte os lynhurtigt ud igennem hullet i hegnet.

Stadig fast besluttede på at komme derop ledte vi nu på den anden side af hegnet efter en indgang, kun for at opdage at vi ville være nødt til at skulle over taget på en rusten metaltunnel ca. 20 meter over jorden – uden noget at støtte sig til. Tunnelen forbandt Sathorn Unique med et – også forfaldent – parkeringshus.

Vi gik igennem parkeringshuset de syv etager op til taget af tunnelen. Først da vi stod der og kiggede på det rustne tag, gik det op for os, hvor farligt det ville være at kravle over.

For at komme ud på metalbroen skulle vi fra parkeringshuset kravle ud over metalrækværket og herfra dumpe ned på toppen af broen. Vi forsøgte begge to et par gange, men vi kunne simpelthen ikke få os til at give slip fra “rækværket” ved parkeringshuset med tanken om at skulle over broen uden noget at holde fast i.

Virkelig nedslåede over ikke engang at være tæt på at nå i mål med vores mission, måtte vi vende snuden tilbage til vores hostel.

En hurtig powernap på hostlet gav os dog fornyet energi og gåpåmod, og tilbage til spøgelseshotellet gik det! Vi kunne simpelthen ikke forlade Bangkok uden at have sat vores liv en lille smule på spil.

Da vi kom tilbage til målet nåede vi kun at stå et kort øjeblik under metalbroen, da en franskmand stak hovedet ud fra en balkon på 7. etage. Han råbte ned til os, om vi ledte efter en indgang, og vi skyndte os at råbe ja! og håbede inderligt at han havde et alternativ til den rustne metalbro.

Det havde han ikke. Men at se ham rende tilbage over metalbroen, gav os lige akkurat nok mod til at give det et forsøg selv. Og inden længe stod vi på den rigtige side af broen. Adrenalinen pumpende og klar til at bestige de 49 etager til toppen!

• 

• 

Det var lige dele skræmmende og fascinerende.

Det var ikke noget vi tænke yderligere over, men bygningen var tydeligt i forfald; der lå gamle byggematerialer overalt, der var store huller i gulvene og vægge, der var kollapsede. Elevatorskakte var åbne, og var det ikke for mørket ville vi kunne se alle 49 etager ned. Flere steder udenfor var der ikke længere rækværker (ellers havde der aldrig været det), men i stedet frit fald de mange etager ned.

Vi var de eneste to i bygningen, og vi tog al tid i verden til at udforske de forskellige etager. På vejen på så vi ødelagte badekar, ubrugte tagplader og vigtige budskaber foreviget i graffiti. Vi blev væk fra hinanden nogle gange, når vi tilfældigvis vandrede i hver sin retning, og vi måtte råbe efter hinanden i den ekkoende bygning for at finde sammen igen.

Det var en helt vild tur derop, og det tog timer at nå toppen. Herfra skulle vi klatre over et rustent jerngitter for at nå en platform, hvorfra udsigten ud over Bangkok var fuldstændig fantastisk.

Vi sad deroppe på kanten med Bangkok langt under vores fødder og delte en sandwich (som vi egentlig havde medbragt i tilfælde af, at vi skulle bestikke nogen til at lukke os ind).

Følelsen sidder stadig i mig; følelsen af adrenalin og følelsen af at være på toppen af verden og være uovervindelig.

Lige da jeg var blevet student, tog en af mine bedste veninder og jeg på interrail igennem Østeuropa i nogle uger. Det var min første rigtige backpackoplevelse, og jeg elskede det! Hooked fra det første øjeblik!

Jeg elskede friheden, jeg elskede fællesskabet, og jeg ville ønske det varede for evigt.

At være backpacker betyder at man møder nye mennesker konstant, og at der skabes venskaber kun på baggrund af den fælles kærlighed for at rejse. Du vil komme til at holde af nogen, du lige har mødt, og det vil skære helt ind i sjælen, når de rejser videre.

Hvis du virkelig lader dig fordybe og virkelig åbner op for alle de oplevelser, der følger med, vil det være intenst. Din sociale comfort zone bliver udfordret og udvidet. Venskaberne vil være korte, men de vil være uundværlige. Jeg tror, at ligesom med hundeår tælles tiden også lidt anderledes for backpackere.

Efter den første tur jeg var på, har min rygsæk og jeg været af sted mange gange efterfølgende, bare os to. Min de sidste par år har jeg taget kufferten i stedet for.

Og med kufferten følger hoteller i stedet for hostels, restauranter i stedet for street food og cocktails i stedet for posevin – og uundgåeligt også nogle oplevelser.

I mit tilfælde tror jeg faktisk, at det ovenstående kom med min kæreste, hehe. Han er lidt mere en “comfort traveller” end jeg er.

Jeg plejede at identificere mig 100% som en backpacker (selv når jeg var derhjemme), og jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle rejse på andre måder igen. Og alligevel; se hvor jeg er nu. Jeg har ikke rørt min rygsæk i flere år.

En synd imod min personlighed.

Jeg har aldrig været typen, der planlægger en helt masse. Alligevel overrasker det mig (hver. evig. eneste. gang) at mine rejseplaner sjældent går helt så problemfrit, som jeg kunne gå at drømme om.

Da jeg på en backpackertur skulle fra Bangkok til Khao Yai kom der lige et twist mere på turen, end jeg havde forventet, men jeg fik oplevet, hvor hjælpsomme folk kan være.

 28. januar, 2014 

Det var mit allerførste sabbatår, og jeg var lige ankommet i Bangkok efter at have rejst rundt i Vietnam i en måned.

Jeg havde en enkelt overnatning på et hostel i Bangkok, før jeg ville tage op nord på for at mødes med mine forældre i Khao Yai, hvor de havde været i nogle dage i forbindelse med et marathonløb.

Den næste dag nævnte jeg overfor min ikke-særligt-engelsk-talende receptionist, at jeg skulle til busstationen. Han arrangerede hurtigt, at min rygsæk og jeg ville blive hentet af hans kammerat på en scooter. Planen var, at han ville sætte mig af ved metrostationen, da busstationen efter sigende kun var 5 minutters gang derfra. Som backpacker og altid på udkig efter den billigste løsning, skyndte jeg mig at takke ja.

Efter at have klynget mig fast til min chauffør i hvad der føltes som evigheder, fordi min rygsæk var tre gange så tung som jeg selv, og jeg ved hvert sving og bump på vejen var ved at tumle baglæns af scooteren, blev jeg sat af et tilfældigt sted (sådan føltes det i hvert fald) og peget i en ligeså tilfældig retning mod busstationen. Der gik hurtigt 5 minutter uden nogen busstationen i sigte. I stedet mødte jeg en anden backpacker – som var faret vild, da han ledte efter busstationen…

Vi slog os sammen og brugte så det næste stykke tid på at blive peget i alle mulige retninger – men så havde jeg i det mindste selskab, så længe jeg rendte hovedløst rundt i Bangkok. En lille time gik der, før vi endelig fandt det rigtige sted.

Jeg havde googlet mig frem til, at det smarteste var at tage bussen fra Bangkok til Pak Chong og så en anden bus resten af vejen de sidste 26 km til Khao Yai. Jeg ankom til Pak Chong – ingen problemer dér, men så viste det sig, at busserne ikke kørte efter solnedgang. God tid havde jeg selvfølgelig aldrig været i, og med den tid jeg var blevet forsinket, var solen for længst gået ned.

Fint nok, ingen problemer, tænkte jeg. Men byen var så lille, at den hverken havde hoteller eller taxaer heller, så jeg var lige ved at acceptere, at jeg bare ville være fanget i byen natten over uden et sted at sove.

Jeg gik lidt rundt på må og få et stykke tid, indtil jeg fandt en lille, improviseret fortovscafé. Jeg skyndte mig derover for at spørge efter hjælp, og så begyndte hele caféen ellers højlydt at snakke sammen (på thailandsk vel at mærke), indtil én person blev skubbet hen mod mig. Han var den eneste, der kunne snakke en smule engelsk, forklarede han.

Jeg fortalte om min situation, og så fortsatte snakken ellers, mens jeg stod der med krydsede fingre. Pludselig rejste en lille familie sig fra deres bord, og min tolk forklarede, at de gerne ville (og insisterede på at) køre mig de næste 26 km til mit hotel i Khao Yai.

De viste mig hen til deres bil, hvor der i deres overfyldte bagagerum sad en dreng og spiste chips. Han blev smidt ud for at gøre plads til min rygsæk. Jeg ved ikke hvor han blev af, for lige pludselig kørte vi, og efter at være blevet udspurgt på begrænset engelsk (what’s your name? where’re you from? how old are you?) i en halv times tid, ankom vi til mine forældres hotel. Lige i tide til en sen aftensmad.

Det var ikke sådan, jeg havde forventet at komme til Khao Yai, men det hele gik jo helt fint alligevel. Der findes nogle gode mennesker derude.