Rejser

Rejseanekdoter: da en thailandsk familie hjalp mig på vejs

Jeg har aldrig været typen, der planlægger en helt masse. Alligevel overrasker det mig (hver. evig. eneste. gang) at mine rejseplaner sjældent går helt så problemfrit, som jeg kunne gå at drømme om.

Da jeg på en backpackertur skulle fra Bangkok til Khao Yai kom der lige et twist mere på turen, end jeg havde forventet, men jeg fik oplevet, hvor hjælpsomme folk kan være.

 28. januar, 2014 

Det var mit allerførste sabbatår, og jeg var lige ankommet i Bangkok efter at have rejst rundt i Vietnam i en måned.

Jeg havde en enkelt overnatning på et hostel i Bangkok, før jeg ville tage op nord på for at mødes med mine forældre i Khao Yai, hvor de havde været i nogle dage i forbindelse med et marathonløb.

Den næste dag nævnte jeg overfor min ikke-særligt-engelsk-talende receptionist, at jeg skulle til busstationen. Han arrangerede hurtigt, at min rygsæk og jeg ville blive hentet af hans kammerat på en scooter. Planen var, at han ville sætte mig af ved metrostationen, da busstationen efter sigende kun var 5 minutters gang derfra. Som backpacker og altid på udkig efter den billigste løsning, skyndte jeg mig at takke ja.

Efter at have klynget mig fast til min chauffør i hvad der føltes som evigheder, fordi min rygsæk var tre gange så tung som jeg selv, og jeg ved hvert sving og bump på vejen var ved at tumle baglæns af scooteren, blev jeg sat af et tilfældigt sted (sådan føltes det i hvert fald) og peget i en ligeså tilfældig retning mod busstationen. Der gik hurtigt 5 minutter uden nogen busstationen i sigte. I stedet mødte jeg en anden backpacker – som var faret vild, da han ledte efter busstationen…

Vi slog os sammen og brugte så det næste stykke tid på at blive peget i alle mulige retninger – men så havde jeg i det mindste selskab, så længe jeg rendte hovedløst rundt i Bangkok. En lille time gik der, før vi endelig fandt det rigtige sted.

Jeg havde googlet mig frem til, at det smarteste var at tage bussen fra Bangkok til Pak Chong og så en anden bus resten af vejen de sidste 26 km til Khao Yai. Jeg ankom til Pak Chong – ingen problemer dér, men så viste det sig, at busserne ikke kørte efter solnedgang. God tid havde jeg selvfølgelig aldrig været i, og med den tid jeg var blevet forsinket, var solen for længst gået ned.

Fint nok, ingen problemer, tænkte jeg. Men byen var så lille, at den hverken havde hoteller eller taxaer heller, så jeg var lige ved at acceptere, at jeg bare ville være fanget i byen natten over uden et sted at sove.

Jeg gik lidt rundt på må og få et stykke tid, indtil jeg fandt en lille, improviseret fortovscafé. Jeg skyndte mig derover for at spørge efter hjælp, og så begyndte hele caféen ellers højlydt at snakke sammen (på thailandsk vel at mærke), indtil én person blev skubbet hen mod mig. Han var den eneste, der kunne snakke en smule engelsk, forklarede han.

Jeg fortalte om min situation, og så fortsatte snakken ellers, mens jeg stod der med krydsede fingre. Pludselig rejste en lille familie sig fra deres bord, og min tolk forklarede, at de gerne ville (og insisterede på at) køre mig de næste 26 km til mit hotel i Khao Yai.

De viste mig hen til deres bil, hvor der i deres overfyldte bagagerum sad en dreng og spiste chips. Han blev smidt ud for at gøre plads til min rygsæk. Jeg ved ikke hvor han blev af, for lige pludselig kørte vi, og efter at være blevet udspurgt på begrænset engelsk (what’s your name? where’re you from? how old are you?) i en halv times tid, ankom vi til mine forældres hotel. Lige i tide til en sen aftensmad.

Det var ikke sådan, jeg havde forventet at komme til Khao Yai, men det hele gik jo helt fint alligevel. Der findes nogle gode mennesker derude.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.