• Rejser

    Pausefyldt turistfælde numero uno

    Jeg ved ikke, om jeg kan kalde det en decideret turistfælde, når det er en tur, vi selv har booket…

    Om ikke andet, blev vi i hvert fald hentet af en minivan mandag formiddag og kørt halvanden time nordpå, hvor vi blev sat af ved Extreme Adventure i den mexicanske “jungle”. Her skulle vi i løbet af de næste par timer køre på atv, bade i en cenote og zipline i trætoppene.

    Efter ankomst brugte de, de første 20 minutter på at forsøge at sælge os opgraderinger til vores i forvejen betalte tur. Flere ture på ziplinen, en privat cenote, bedre udstyr til atv-turen…

    Der kom flere og flere mennesker til, og da vi var samlet omkring 50, sprang der pludselig en fuldt udklædt høvding frem fra buskene og begyndte at spille fløjte og trommer. En løve og en ørn sluttede sig til det musikalske nummer og kæmpede en brav kamp – både mod hinanden, men også om drikkepengene.

    Vi blev sat sammen i grupper af 15-20 personer, fik en kort sikkerhedsinstruktion og kom så endelig af sted mod første aktivitet: atv-tur i junglen. Vi blev sat på hver vores atv, og fik at vide at vi skulle køre på én lang række. Michael og jeg lå forrest i feltet og blev gang på gang stoppet, så vi kunne vente på de bagerste. Vi holdt stille langt mere end vi kørte…

    Den aktivitet var hurtigt overstået, og så skulle vi lige pludselig have en ‘tequila tasting’ – det havde vi ikke lige set nogle steder, men fint nok. Det her er ikke bare en tasting, der er faktisk “tequila school”, forklarede Raul, der havde taget jobbet som læremester på sine skuldre. Vi havde jo egentlig mest bare lyst til at komme videre og at fortsætte ud til cenoten, men Raul havde en frygtelig masse at fortælle om tequila…

    Langt om længe blev vi kørt ud til Cenote Verde Lucero, som faktisk var ret fin, og med en rebgynge, så man kunne svinge sig ud i vandet. Ret praktisk, for de cenoter vi har besøgt hidtil har været rimelig kolde, men når man hænger der for enden af et reb, er der ingen anden vej end at hoppe i det kolde vand – forfriskende.

    Vi hyggede os ved cenoten i de 20 minutter, hvor vi fik lov til at bevæge os frit uden en turguide, der enten skyndte på os eller fortalte os præcis hvad vi skulle gøre. Time’s up!, kaldte Eric og vi blev ledt tilbage til deres hovedkvarter, hvor vi blev fortalt om næste og sidste aktivitet: ziplining! Faktisk det, vi havde glædet os mest til, for vi havde en mega fed zipline-tur på Bali.

    Der blev sat nogle klare retningslinjer for os: I må ikke røre ved NOGET! Der står guider på hver side af linerne, som hægter jer af og på. I skal ikke engang tænke på at bremse selv…

    I løbet af de næste 20 minutter i trætoppene ziplinede vi nok sammenlagt i 2,5 minutter – resten blev brugt på at stå i kø.

    Vi brugte størstedelen af dagen på at takke nej til tilkøb, så sorry, Extreme Adventures – det bliver altså ikke en anbefaling fra os…

    Sikke en lang historie – men hold op, det føltes også som en lang dag.

    Det er stadig fantastisk at være i Mexico – vi kan ikke være lige heldige hver gang 😉

  • Rejser

    Langsom livsstil ved Mexicos kyst

    Vi er, efter en uges tid inde i landet, ankommet til Yucatans østkyst. Her er pulverhvide sandstrande, skyggende palmer og en overflod af god mad og drinks. Hvor den første uge har budt på flest kulturelle indslag, er jeg ret sikker på, at feriens resterende dage hovedsageligt bliver en konkurrence om at få mest sol.

    Vi er kommet helt, helt ned i gear og har hurtigt tilpasset os den langsomme rytme i Tulum. Vi står sent op, ligger og soler os på stranden hele dagen under palmerne, og spiser en sen aftensmad på byens pulserende hovedgade.

    Sent hen ad formiddagen bevæger hele Tulums befolkning og gæster sig de cirka to kilometer ned til stranden. Her er øjeblikkelig visuel forkælelse i form af azurblåt hav, kridhvidt strandsand og meterhøje palmer.

    Stranden vibrerer af liv med massevis af strandklubber, turister og sælgere, der byder på frisk frugt eller drømmefangere – jeg tror, det meste kan skaffes, hvis man spørger den rette.

    Jeg bruger dagen på stranden på at læse, og Michael spiller skak på telefonen og får massage. Selvfølgelig kun afbrudt af en dukkert eller en frokostservering med iskolde drikkevarer i varmen.

    Når vores hud ikke kan suge mere sol til sig for dagen, bevæger vi os retur til vores fine hotel, hvor vi tager et par tiltrængte timer i skyggen. Ovenpå et tykt lag after sun går turen ind til hovedgaden.

    Byens hoteller og restauranter er alle rustikke og charmerende. Der er så mange spisesteder, at det kan være svært at vælge. Det går som regel ikke hurtigt med serveringen på restauranterne, men det gør ikke så meget, for vi er sjældent nået at blive sultne i varmen ovenpå en inaktiv dag med en stor frokost.

    Når vi er tilpas mætte (igen) og har fået dagens sidste øl, slentrer vi ned igennem byen. Hovedgaden bugner af butikker med smukt boheme-tøj og fine mexicanske butikker, hvor der kan købes farverige ferieminder og alverdens pudebetræk og hængekøjer.

    Med endnu en souvenir i hånden, kalder vores hotelværelse på os for natten.

    Næsten præcis sådan er de seneste tre dage gået i Tulum, og vi forventer at holde nogenlunde samme stil, når vi i morgen tager mod kystbyen Playa del Carmen.

  • Rejser

    Lyserød mandag og bølgegang

    Det var et klart mål for ferien hjemmefra, at vi skulle se flamingoer i Mexico!

    Vi slog base i Merida, og derfra kørte vi i vores lejede VW Vento til Yucatans østkyst til en lille by ved navn Celestún. En skøn lille strandby med rækkevis af pastelfarvede huse og kilometervis af hvid sandstrand.

    Det lykkedes os at parkere næsten helt nede ved stranden, og vi nåede ikke at gå særligt længe, før vi første gang hørte “flamingo tour?”. Vi havde undersøgt i forvejen, hvilken prisklasse sådan en tur lå i, så da vi blev tilbudt en tur til 400 MX$ (knap 150 danske kroner), sagde vi ja tak.

    Vi blev peget ned til en båd i vandkanten, hvor en ung, mexicansk fyr hjalp os op i båden, mens han snakkede spansk. Si, si. Vi delte båden med en lille mexicansk familie, der undervejs på turen forsøgte at agere oversættere.

    Vi blev med fuld fart over feltet sejlet ned ad kysten, sat af og kørt med tuk tuk ind i en charmerende bugt, hvor solen bagede fra oven. Der gik ikke længe, før vi spottede de første lyserøde flamingoer, og ekstasen var enorm!

    I det øjeblik vores tuk tuk gjorde holdt, sprang vi alle ud og begav os ned mod vandkanten, hvor en stor flok flamingoer havde gjort hold. De skrålede, baskede med vingerne og gjorde sig til, mens mit kamera knipsede løs – dét skulle foreviges!

    De var større og mere lyserøde, end jeg havde turde håbe på, og så virkede de ikke til at have noget imod, at jeg gik helt ned til vandkanten; kun ca. 20 meter fra dem.

    Vores unge guide og kaptajn var godt i gang på spansk, og den mexicanske familie lod til at være meget interesserede og stillede masser af spørgsmål, så vi havde god tid til at betragte og fotografere den imponerende flamingoflok imens.

    Da vi havde fået nok flamingoopvisning på kontoen blev vi ledt tilbage til båden, som derfra sejlede os igennem snoede, smalle kanaler i en mangrove. Der kan godt være krokodiller, oversatte den mexicanske mor, og mine hænder og fødder holdt sig automatisk langt indenfor bådens kanter.

    Vi spottede – til Michaels ærgrelse – ingen af de grønne, skællede dyr. Til gengæld så vi masser af pelikaner, hejrer og en enkelt ørn!

    Vi var kommet af sted på tur på en dejligt blæsende dag, så vi oplevede nogle rimeligt store bølger på hjemturen. Og vores kaptajn havde tydeligvis en deadline, for der blev ikke sparet på motorkraften, da vi skulle tilbage til stranden. Jeg er ret overbevist om, at der var øjeblikke, hvor bunden af båden slet ikke rørte vandoverfladen. Vi havde sådan en fart på hen over de høje bølger, at vi blev skudt op i luften og landede igen på vandet med et ordentligt brag, der rykkede i hele båden.

    Heldigt for os lider ingen af os af søsyge, og vi blev sat sikkert af i land – en stor (lyserød) oplevelse rigere.

  • Rejser

    Solopgang og en himmelfuld luftballoner

    Klokken 05:00 mexicansk tid blev vi vækket, og det var intet problem at stå op for vores jetlagramte kroppe, der nok egentlig syntes det var på tide, at vi kom ud af fjerene.

    Vi blev hentet af et par mexicanere og der blev ikke sparet på gassen, da vi blev kørt cirka en time ud af Mexico City til Teotihuacán-ruinerne. Eller rettere; til en stor mark kort fra ruinerne hvor der var plads til at pumpe ti store luftballoner op.

    Ballonerne blev større og større, mens vi stod og varmede os under terrassevarmere, og da de begyndte at rejse sig op blev vi guidet over til vores ballon sammen med tre andre par. Op i kurven kom vi, og den eneste regel der var, var at vi skulle bøje i knæene under landingen.

    Ovenpå den overkommelige sikkerhedsinstruktion blev der fyret op for flammerne, og så steg vi langsomt til vejrs. Det samme gjorde et halvt hundrede andre luftballoner – vi talte på et tidspunkt til 48.

    Man synger næsten helt automatisk Nenas kæmpehit, selvom vi “kun” rundede halvdelen.

    Vi fløj ind over tagene på et kæmpestort beboelsesområde inden vi nærmede os Teotihuacán-ruinerne.

    Det var et imponerende syn, at se de mange luftballoner bevæge sig fredeligt rundt over de over 2000 år gamle ruiner. Jeg fik sagt forskellige variationer af “hold op, hvor er det flot” i hvert fald 30 gange i løbet af de tre kvarter, vi var i luften.

    Da vi landede, poppede vores pilot en flaske bobler – som traditionen foreskriver det, forklarede han. Og så skålede vi med amerikanere, englændere og mexicanere klokken 8 om morgenen. Og sådan startede vores første dag i Mexico.

  • Rejser

    Enkeltbillet til den anden side af jorden

    En af mine yndlingsture nogensinde har uden tvivl været det halve år, jeg brugte i Australien for fem år siden. Jeg ser tilbage på den tid med en helt magisk følelse – lol, det lyder fjollet. Men det passer altså.

    Og jeg var så tæt på slet ikke at tage af sted, for jeg er rædselsslagen for edderkopper. Og jeg fik overbevist mig selv om, at jeg ville falde over en ny edderkop for hvert skridt, jeg tog. Jeg havde drømt og fantaseret om Australien i hundrede år, og en aften havde jeg en kæmpe tudetur og bestemte mig for, at jeg ikke havde lyst til at skulle af sted alligevel. Lige indtil min mor bad mig om, liiige at tænke mig godt om (~tage mig sammen). Så selvfølgelig tog jeg af sted. For min mor har altid ret. (Og nej, imod al forventning blev jeg ikke overfaldet af én eneste edderkop på hele min tur)

    Af sted kom jeg. Med en chokoladejulekalender i rygsækken fordi jeg skulle fejre julen derovre på den anden side af jorden.

    Både før, under og efter en flyrejse til Australien bliver man bombarderet med formaninger om hvad man absolut ikke må bringe ind i landet – herunder en helt masse fødevarer. Da jeg skulle igennem lufthavnens immigration, var jeg overbevist om, at jeg ville blive sendt direkte tilbage til Danmark. Jeg var bundnervøs og bildte egentlig næsten mig selv ind, at det jeg havde gang i, var ulovligt. At sådan en dansk chokoladejulekalender ikke kunne komme ind i Australien på lovlig vis.

    Jeg bestemte mig for at spille med åbne kort, så da jeg trådte op til skranken, gik jeg straks til bekendelse og indrømmede at jeg havde rygsækken fyldt med chokolade. Kontrolløren kiggede skeptisk på mig og forsikrede mig om, at det ville jeg ikke kunne få med ind i landet, og dér brast alle mine juledrømme – en december uden julekalender? Jeg har sikkert set dybt ulykkelig ud, lige indtil han flækkede i et smil og sagde “‘course you can, love”. Og lige siden det øjeblik har jeg elsket Australien.

    På surfboard i Arrawarra i Australien

    Turen endte med at være helt fantastisk, magisk og uforglemmelig. Det er seks måneder jeg vil værdsætte for evigt. Jeg har grinet til maven gjorde ondt, jeg har grædt floder, jeg har mødt fantastiske mennesker, jeg har mødt ikke-så-fantastiske mennesker, jeg har forsøgt at surfe, jeg har været dårlig til at surfe, jeg er blevet fuld og faldet ud af en indkøbsvogn, jeg er blevet væk, jeg har fundet min vej hjem igen, og jeg har elsket hvert minut af min tid i Australien! ♡

  • Rejser

    1 pige 1 backpack | solorejser

    Siddende på bænk et sted i Europa med min backpack

    Jeg tror, jeg har været bidt af at rejse, siden jeg var barn. Det har altid betydet nye oplevelser, nye indtryk og frihed.

    Rejsegenet er helt sikkert arvet efter min mor – lige siden jeg kan huske, har jeg været med hende på tur. Min far kan også nogle gange lokkes med, men han er slet ikke ligeså vild efter det, som damerne i hans familie 😉

    Jo ældre jeg er blevet, jo mere er jeg dog også begyndt at rejse uden min mor; først med veninder og siden solorejser.

    Og det der med solo – det er noget, der giver mange reaktioner. Der er rigtig mange, der antager, at det er farlig for kvinder at rejse solo. Og jo jo, man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, men det skal man nu også som solo-rejsende hankøn. Det bør i hvert fald ikke skræmme nogen væk fra at rejse alene ud i verden.

    Jeg var 19 år, da jeg for første gang tog helt alene af sted i mit første sabbatår. Dengang hed destinationerne Vietnam, Thailand og Indien. Op til min afrejse blev jeg mødt af rigtig mange bekymrede miner fra familie og venner.

    Dengang var jeg egentlig lidt uforstående overfor dem alle og lovede, at “ja ja, jeg skal da nok passe på”. Jeg havde simpelthen ikke tænkt over, at det på nogen måde kunne være mere farligt at tage af sted som alene ung pige/kvinde.

    Jeg var totalt frygtløs i starten af mine 20’ere, og jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har følt mig særlig utryg på nogle af mine solorejser. Der er en form for ro ved fremmede steder, for man ved alligevel ikke hvad, man skal forvente.

    Mine forældre har altid sørget for at give mig rimeligt frie tøjler. Der har ikke været nogle belærende formaninger, og jeg har selv fået lov at prøve mig frem i livet. Min opvækst har være tryg, så jeg tror det har været sundt og udviklende at søge nogle udfordringer.

    “man skal møde nogle bakterier for at kunne opbygge en modstand”

    Da jeg var 12, var min familie og jeg i Egypten, hvor vi er kommet meget. Vi var på besøg hos en egyptisk familie i Kairo, som havde en datter. Vi forstod ikke hinanden, men vi var på cirka samme alder, så selvfølgelig var vi venner! Imens mor drak te med forældrene, trak pigen, Aya, mig med ned på Kairos travle gader. Her løb vi hånd i hånd i de pulserende og levende gader, mens Aya ivrigt introducerede mig for sine venner, hver gang vi kom forbi nogen, hun genkendte.

    Jeg har altid fået lange tøjler til at begive mig ud på egen hånd. Min mor og jeg har tit snakket om, hvordan det mon har været med til at forme mig, at jeg har fået lov til at udforske uden nogen at støtte mig op ad. Det kan godt være, det har været med til, at give mig mod til at rejse alene ud i verden, hvem ved.

    Jeg har i hvert fald elsket det siden. Jeg elsker at rejse med venner og familie, og jeg elsker ligeså meget solorejser.

  • Rejser

    Egypten: smil, det smitter

    3 polaroid-billeder fra Egypten

    Da jeg var 12, købte mine forældre et feriehus i Egypten. Det var egentlig tænkt som en investering, men så gik der nogle år. Og da Det Arabiske Forår havde gjort sit indtog, var Hurghada, hvor vores hus lå, kun en skygge af sig selv, og man skulle være heldig, hvis man kunne sælge uden tab.

    Det er egentlig også ligemeget, for vi har nydt at have huset dernede, og har besøgt landet minimum én gang årligt siden – lige indtil Corona selvfølgelig, og jeg savner det!

    Badestrand i Hurghada
    Boliger set fra luftballon i Luxor
    Udsigt over Egypten fra flyvindue
    Farverig drink på strand i Hurghada

    Egypten kan både være badeferie, kulturel ferie, fest og farver, fantastiske solnedgange, øjenåbnende, eventyrlig og overvældende på én gang. Jeg har haft utallige fantastiske oplevelser i Egypten, og landet har en helt speciel plads i mit hjerte.

    Som 12-årig løb jeg rundt i Cairos gader med en jævnaldrene egyptisk pige, mens min mor drak te med pigens forældre. Som 14-årig kørte jeg med min familie rundt i ørkenen på atv’er og så solnedgangen forsvinde bag bjergene. Som 16-årig havde jeg mine fire bedste veninder med hjemmefra og tog i byen for første gang på en strandbar. Som 21-årig tog jeg for første gang min kæreste med til Egypten og har siden haft ham med flere gange og også fået ham overbevist om, hvor fantastisk et land det er. Som 25-årig skulle jeg have været i Egypten for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, men fik rejsen aflyst et par uger inden afrejse på grund af Corona – og jeg har ikke været der siden…

    3 polaroid-billeder fra Egypten

    En tur til Egypten kan indeholde Pyramiderne, Kongernes Dal og Karnaktemplet, men en tur til Egypten kan også handle om at absorbere så meget vitamin D som muligt. At stå sent op, tage til stranden; skiftevis svømmende og solbadende, spise sen aftensmad, drikke farverige drinks.

    Betragt det bare som en kærlighedserklæring til landet – jeg er faldet i med begge ben!

  • Livet

    New kid in town

    Da jeg var yngre (bare lige for at få mig selv til at lyde rigtig gammel…) var jeg sikker på at jeg skulle være en rigtig storbys-pige – sådan en type med lidt Carrie Bradshaw i sig: sådan én der levede af at skrive eller fotografere og boede i en fed lejlighed i en kæmpe by. Altid på farten, altid gang i den, og hele tiden noget nyt at give sig til.

    Siddende på en hyggelig, lokal café med min computer, hvor jeg selvfølgelig er på fornavn med personalet – for det er her jeg sidder og arbejder fra hver dag. Med en latte eller espresso ved min side – for i dén fantasi har jeg lært at drikke kaffe. Skuende ud over Londons travle gader, menneskemængder i Paris eller et pulserende liv i New York.

    Nu er min kæreste og jeg lige flyttet til Gandrup – lillebitte sted. Det er ikke engang en by man kender, hvis ikke man bor indenfor en radius af 20 km. Og det passer mig faktisk rimelig godt…

    (kilde)

    Forestillingen om det vilde liv i Sydney eller Los Angeles er pakket væk, og nu drømmer jeg i stedet om en have, en hund og en husleje, der er til at betale.

    Jeg kommer også selv fra en lille by, så jeg har helt styr på hvad, det handler om. Og indtil videre elsker jeg, at vi ikke kan gå en tur i byen uden at hilse på en håndfuld mennesker, vi kender.

    Ikke særlig rock ‘n’ roll, og ikke nogen Carrie Bradshaw i sigte.

    Jeg kan slet ikke vente.

  • Rejser

    Rejseanekdoter: da vi besejrede Bangkoks spøgelseshotel

    25. februar, 2014

    Jeg befandt mig i Bangkok med min nye ven Mikkel, som jeg lige havde mødt et par dage tidligere. Vi havde bonded over begge at være danskere, og bestemte os for at rejse det næste stykke sammen. Natten over havde vi derfor slidt os igennem en 14 timer lang bustur fra Krabi til Thailands kaotiske hovedstad.

    Vi ankom til vores ‘2 dollars per nat’-hostel lige som solen stod op. Receptionen var ulåst, men personalet var ikke mødt ind endnu. Vi smed vores tasker og gik en morgentur gennem Bangkok, som var overraskende stille så tidligt om morgenen.

    Overalt omkring os var der enorme skyskrabere, som vi gik side om side ned ad Bangkoks hovedgade. Men én fangede især vores blik: forladt og med kælenavnet Ghost Tower. Egentlig hedder den 49 etager høje bygning Sathorn Unique, og var bestemt til at blive et luksuskompleks. Det projekt blev efterladt da den finansielle krise ramte Thailand i 1997. Siden da er skyskraberen blevet forladt – de fleste holder afstand til den, fordi der går rygter om at den er hjemsøgt – heraf navnet.

    Bygningen var omringet af hegn med advarende skilte, der lovede retsforfølgelse til indtrængere. Nysgerrighed fik dog taget i os, og vi gik straks i gang med at undersøge mulighederne for at komme til tops. Måske fordi vi ikke tænkte helt klart ovenpå kun 1,5 times søvn. Men at komme derop – det var planen!

    Da vi fandt et hul stort nok til at vi begge to kunne klemme os igennem hegnet, blev vi nødt til at give det et forsøg.

    Første etage var meget mørk, meget fugtig og skræmmende tom.

    Der var tydelige tegn på, at bygningen havde stået tom i årevis. Samtidig kunne vi også spotte små tegn, der afslørede at vi nok ikke var de første, der var på besøg. Det tænkte vi ikke videre over, for vi var fast besluttede på at skulle højere op.

    Vi fandt rimelig hurtigt et par stillestående og rimelig medtagede rulletrapper, som vi forsigtigt besteg. Vi vidste aldrig, hvad der ville være om næste hjørne. Nervepirrende som det var, ligeså ufattelig spændende var det at bevæge os rundt i en gigantisk, forladt betonbygning, der var tiltænkt så anderledes end skæbne, end det, vi nu gik rundt i.

    Da vi forsøgte at komme videre opad, fandt vi, at alle trappeopgangene var grundigt blokerede med metalgitre og tunge hængelåse. Det var rimelig tydeligt, at det ikke just var en turistattraktion det her. Og der var nogen, der ikke havde lyst til at få besøg.

    Tilbage på første etage ledte vi efter enhver anden måde at komme opad. Gemt bag en væg så vi pludselig en kvinde liggende på en seng, og en mand knælende ved siden af. Vi kom ikke særlig tæt på, før manden fór op og sprang imod os. Han råbte højt efter os – gentagende gange – at vi skulle komme væk. Forskrækkede og undskyldende skyndte vi os væk, og klemte os lynhurtigt ud igennem hullet i hegnet.

    Stadig fast besluttede på at komme derop ledte vi nu på den anden side af hegnet efter en indgang, kun for at opdage at vi ville være nødt til at skulle over taget på en rusten metaltunnel ca. 20 meter over jorden – uden noget at støtte sig til. Tunnelen forbandt Sathorn Unique med et – også forfaldent – parkeringshus.

    Vi gik igennem parkeringshuset de syv etager op til taget af tunnelen. Først da vi stod der og kiggede på det rustne tag, gik det op for os, hvor farligt det ville være at kravle over.

    For at komme ud på metalbroen skulle vi fra parkeringshuset kravle ud over metalrækværket og herfra dumpe ned på toppen af broen. Vi forsøgte begge to et par gange, men vi kunne simpelthen ikke få os til at give slip fra “rækværket” ved parkeringshuset med tanken om at skulle over broen uden noget at holde fast i.

    Virkelig nedslåede over ikke engang at være tæt på at nå i mål med vores mission, måtte vi vende snuden tilbage til vores hostel.

    En hurtig powernap på hostlet gav os dog fornyet energi og gåpåmod, og tilbage til spøgelseshotellet gik det! Vi kunne simpelthen ikke forlade Bangkok uden at have sat vores liv en lille smule på spil.

    Da vi kom tilbage til målet nåede vi kun at stå et kort øjeblik under metalbroen, da en franskmand stak hovedet ud fra en balkon på 7. etage. Han råbte ned til os, om vi ledte efter en indgang, og vi skyndte os at råbe ja! og håbede inderligt at han havde et alternativ til den rustne metalbro.

    Det havde han ikke. Men at se ham rende tilbage over metalbroen, gav os lige akkurat nok mod til at give det et forsøg selv. Og inden længe stod vi på den rigtige side af broen. Adrenalinen pumpende og klar til at bestige de 49 etager til toppen!

    Det var lige dele skræmmende og fascinerende.

    Det var ikke noget vi tænke yderligere over, men bygningen var tydeligt i forfald; der lå gamle byggematerialer overalt, der var store huller i gulvene og vægge, der var kollapsede. Elevatorskakte var åbne, og var det ikke for mørket ville vi kunne se alle 49 etager ned. Flere steder udenfor var der ikke længere rækværker (ellers havde der aldrig været det), men i stedet frit fald de mange etager ned.

    Vi var de eneste to i bygningen, og vi tog al tid i verden til at udforske de forskellige etager. På vejen på så vi ødelagte badekar, ubrugte tagplader og vigtige budskaber foreviget i graffiti. Vi blev væk fra hinanden nogle gange, når vi tilfældigvis vandrede i hver sin retning, og vi måtte råbe efter hinanden i den ekkoende bygning for at finde sammen igen.

    Det var en helt vild tur derop, og det tog timer at nå toppen. Herfra skulle vi klatre over et rustent jerngitter for at nå en platform, hvorfra udsigten ud over Bangkok var fuldstændig fantastisk.

    Vi sad deroppe på kanten med Bangkok langt under vores fødder og delte en sandwich (som vi egentlig havde medbragt i tilfælde af, at vi skulle bestikke nogen til at lukke os ind).

    Følelsen sidder stadig i mig; følelsen af adrenalin og følelsen af at være på toppen af verden og være uovervindelig.

  • Rejser

    Backpacker fra top til tå

    Lige da jeg var blevet student, tog en af mine bedste veninder og jeg på interrail igennem Østeuropa i nogle uger. Det var min første rigtige backpackoplevelse, og jeg elskede det! Hooked fra det første øjeblik!

    Jeg elskede friheden, jeg elskede fællesskabet, og jeg ville ønske det varede for evigt.

    At være backpacker betyder at man møder nye mennesker konstant, og at der skabes venskaber kun på baggrund af den fælles kærlighed for at rejse. Du vil komme til at holde af nogen, du lige har mødt, og det vil skære helt ind i sjælen, når de rejser videre.

    Hvis du virkelig lader dig fordybe og virkelig åbner op for alle de oplevelser, der følger med, vil det være intenst. Din sociale comfort zone bliver udfordret og udvidet. Venskaberne vil være korte, men de vil være uundværlige. Jeg tror, at ligesom med hundeår tælles tiden også lidt anderledes for backpackere.

    Efter den første tur jeg var på, har min rygsæk og jeg været af sted mange gange efterfølgende, bare os to. Min de sidste par år har jeg taget kufferten i stedet for.

    Og med kufferten følger hoteller i stedet for hostels, restauranter i stedet for street food og cocktails i stedet for posevin – og uundgåeligt også nogle oplevelser.

    I mit tilfælde tror jeg faktisk, at det ovenstående kom med min kæreste, hehe. Han er lidt mere en “comfort traveller” end jeg er.

    Jeg plejede at identificere mig 100% som en backpacker (selv når jeg var derhjemme), og jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle rejse på andre måder igen. Og alligevel; se hvor jeg er nu. Jeg har ikke rørt min rygsæk i flere år.

    En synd imod min personlighed.